Atheneskolen fra Gladsaxe vandt NM

Oprettet: Onsdag, 16 september 2015 07:25
Skrevet af Palle Skov

 

 

AtheneskolenSkak1

Atheneskolen fra Gladsaxe har i weekenden vundet det nordiske mesterskab i skoleskak i yngste gruppe. På billedet ses 

de nordiske mestre i aktion. Fra højre mod venstre er det Nicolai Kistrup (1. bræt), Albert Lyng Petersen (2. bræt), Nienke Van Den Brink (3. bræt) og Benedicte Kistrup (4. bræt).

 

Stævnets PR-ansvarlige, Henrik Andersen skriver blandt andet at de danske børn satte norske Magnus'er skakmat.

 

Henrik Andersen skriver videre:

 

Inspireret af Norges verdensmester i skak, Magnus Carlsen, kom børn fra Norge og de andre nordiske lande i denne weekend til Frederiksberg for at deltage i Nordisk Mesterskab i skoleskak for hold.

 

 

Danmark var i den yngste gruppe, dvs. elever til og med 6. klasse, repræsenteret af fire børn fra Atheneskolen i Gladsaxe, som i sidste runde kæmpede mod de små Magnus Carlsner fra Norge. Hvis Atheneskolen vandt matchen, kunne de kalde sig nordiske mestre i skoleskak, og det gjorde de efter 3½ times intens dyst. Ud af de fire partier sejrede de på to af brætterne og spillede remis på de to andre.


AtheneskolenSkak2

 

Holdet fra Atheneskolen bestod af Nicolai Kistrup (1. bræt), Albert Lyng Petersen (2. bræt), Nienke Van Den Brink (3. bræt), Benedicte Kistrup (4. bræt) Rebecca Brinck-Jensen (reserve) og holdleder Helge Madsen.

 

Det er første gang i nyere tid, at Danmark har vundet det årlige nordiske holdmesterskab, og generalsekretær i Dansk Skoleskak Mads Jacobsen ser en tydelig sammenhæng mellem arbejdet i bredden og eliten i dansk skoleskak:

 

- Vi har de seneste fem år oplevet en god fremgang i Dansk Skoleskak, og i dag deltager over 30.000 børn og unge på over 450 skoler i over 90 kommuner. Det betyder også, at vi har været i stand til at udvikle en elite, som kan tage kampen op mod de bedste skoleskakspillere i andre lande. Atheneskolens resultat er et flot bevis på det, siger Mads Jacobsen.