Skak i børnehøjde på Folkemødet

Oprettet: Mandag, 15 juni 2015 09:32
Skrevet af Palle Skov

Bornholm Borgmester_spiller_p_Folkemdet

Dansk Skoleskak håber og satser på at deltage på Folkemødet på Bornholm igen i 2016. (På billedet spiller Bornholms borgmester, Winni Grosbøll, den særlige udgave af skak, kaldet "bondeskak" på Folkemødets åbningsdag mod elever fra bornholmsk skoleskak.) 

 

Skoleskakfolkene var i gang allerede inden folkemødet i Allinge officielt åbnede torsdag klokken 14. Det skyldes, at tv-kanalen DR Ultra kom og optog allerede torsdag morgen. I alt tre tv-stationer var forbi og optog billeder.

 

- Det hele er forløbet rigtig godt, og først og fremmest glæder vi os over, at der har været en masse glade og tilfredse børn, så det var godt, vi havde en aktivitet i børnehøjde, siger Katrine Winther Nielsen, projektmedarbejder i Dansk Skoleskak.

 

Det overraskede hende og de seks andre i skoleskakkens stand ved strandområdet, at samtlige børn kendte reglerne for spillet og gerne ville prøve at spille ved et af de fire borde, der var sat op.

 

Foruden børn og forældre var Danmarks Lærerforening og skoleledere- og lærere i kontakt med skakfolkene under det fire dage lange folkemøde. I forhold til sidste år har der været flere folke- og efterskoler, der har haft udflugter til folkemødet, og i den forbindelse har de så også besøgt skakstanden. 

 

(Læs mere om skak på Folkemødet 2015 og se flere fotos fra Dansk Skoleskak på www.skoleskak.dk)