Gyldent forår giver Mikkel FM-titel

Oprettet: Lørdag, 06 juni 2015 08:24
Skrevet af Palle Skov

Mikkel Manosri_Jacobsen__nybagt_Fide-mester

Den 15-årige Mikkel Manosri Jacobsen er udnævnt til FIDE-mester. Det er den anden juniorspiller i denne uge - og den tredje dansker i løbet af ugen i det hele taget, der får titlen.

 

Den afgørende fremgang er sket i løbet af fire turneringer i foråret, heraf tre turneringssejre i Sondex Cup, Quick Weekend og Brønshøj. Kun i Kronborgturneringen måtte Mikkel "nøjes" med en andenplads. I alle fire turneringer var han ubesejret.

 

Når Brønshøjmesterskabets sejr med 8 af 9 bliver registreret vil ratingtallet være nærmere 2400 end de 2300 ELO, der skal til for at opnå FM-titlen.

 

Mikkel Manosri Jacobsen har spillet seriøs skak i tre år og havde kun dyrket spillet seriøst i halvandet år, da han spillede remis mod sin første stormester, GM Ralf Åkesson i Xtracon Grand Masters i 2013, fortæller Mikkels far, Karsten Jacobsen, som også har taget billedet.

 

Mikkel har valgt at lade sig fotografere ved Nimzowitschs grav, hvilket tyder på at den 15-årige ikke kun behersker spillet, men også er opmærksom på at bringe historien med i sin skaklige bagage.

 

Næste opgave for Mikkel bliver Sveins Mindeturnering i Oslo senere i juni, og til efteråret deltager han i ungdoms-EM i Kroatien sammen med mange af de andre unge danske talenter.