Live-sending fra pokalfinalerne

Oprettet: Lørdag, 23 maj 2015 07:01
Skrevet af Palle Skov

spillesalen e_b

Der bliver sendt på otte livebrætter når Dansk Skak Union Pinsedag afvikler det årlige pokalstævne. Dermed kan en del af helligdagen tilbringes hjemme, mens man ser nogle af topspillerne kreere en masse god hurtigskak. Tilskuere er dog stadig meget velkomne på spillestedet.

 

 

Linket til pokalturneringens livesending kan findes her http://liveskak.dk/2015/pokal/

 

Som så ofte før finder stævnet sted på Fyn, denne gang i Svendborg, samme sted som påsketurneringen om DM. 56 hold a fire spillere deltager i stævnet, og de fleste hold har været i kvalifikationsturneringer for at kvalificere sig.

 

I år spilles i to seniorrækker efter at aldersgrænsen på 60 år blev delt op i 50+ og 65+. Der deltager otte hold i rækken for over 50-årige og fem hold i +65-rækken, og der kåres således to pokalmestre for seniorer.

 

I juniorrækken deltager 13 hold, i bredderækken, hvor ratinggennemsnittet for de fire øverste spillere ikke må overstige 1800, er der 16 hold til start, mens Eliterækken har 14 hold med.

 

- I Eliterækken må de forsvarende pokalmestre, Philidor,være favoritter, mens det er mere åbent i de øvrige rækker, siger pokalturneringens arrangør, Hans Milter Pedersen.

 

Der spilles seks runder i alle grupper i pokalstævnet, som afvikles på Hotel Svendborg, Centrumpladsen 1, Svendborg, fra klokken 11.00 og med forventet afslutning lidt før klokken 20 søndag aften.

 

(foto fra sidste års pokalturnering. I år deltager 56 hold, altså over 200 spillere i Pinsens pokalstævne)