4. + 5. = Sydjysk Hovedkreds!

Oprettet: Lørdag, 16 maj 2015 19:04
Skrevet af Palle Skov

karl posselt 1

Karl Posselt, Vojens, blev lørdag valgt som formand for den ny Sydjysk Hovedkreds.

 

Dansk Skak Union har fået en ny hovedkreds, efter at fjerde og femte hovedkreds lørdag eftermiddag blev lagt sammen til en ny kreds, som ikke har fået et nummer, men et navn: Sydjysk Hovedkreds.

 

Dansk Skak Unions formand, Poul Jacobsen, skriver her om sammenlægningen og det samarbejde i det syd- og sønderjyske område, som allerede har været i gang i flere år:

 

"Efter mange års indledende øvelser med fælles holdturneringer og  Grand Prix turneringer afviklede såvel 4. som 5. hovedkreds den 16/5 2015 ekstraordinære generalforsamlinger i Vejen, hvor begge hovedkredse sagde ja til at fusionere.


Umiddelbart efterfølgende afholdtes stiftende generalforsamling i Sydjysk Hovedkreds, hvor mødet indledtes med at dirigent Vagn Lauritzen kunne konstatere at der var endog meget stort fremmøde af delegerede fra begge hovedkredse. Efter en gennemgang og lidt smårettelser af de foreslåede vedtægter blev disse vedtaget, og den ny hovedkreds hermed en realitet.


Herefter gik man over til valg af bestyrelse, og her indledtes med kampvalg om formandsposten, idet begge de hidtidige hovedkredsformænd ønskede at kandidere. Med 15 stemmer til Jean Mikkelsen og 43 til Karl Posselt  sidder sidstnævnte på et klart mandat som hovedkredsens første formand.

Som kasserer valgtes uden modkandidat Bjarne Rasmussen, Varde Skakklub, mens de 3 øvrige bestyrelsesmedlemmer blev Christian Dahl, Skakklubben Evans, Søren Krabbenhøft, Vejen Skakforening og Claus Marcussen, Fredericia Skakforening."