Hård start for Curt Hansen i Oslo

Oprettet: Tirsdag, 12 maj 2015 08:56
Skrevet af Palle Skov

curt hansen 

 

Curt Hansen har fået en hård start med to tab i turneringen i Oslo, som transmitteres direkte på norsk TV2's Sportskanal.

 

I de første runder har den danske stormester tabt til Jon Ludvig Hammer og Nils Grandelius.

 

Der spilles om 50.000 norske kroner i førstepræmie samt, måske endnu vigtigere, en plads i Norway Chess i juni.

 

Feltet i Oslo består af fem GM'er og en stærk norsk IM, Aryan Tari. Ud over Curt Hansen er stormestrene Laurent Fressinet, Frankrig, Nils Grandelius, Sverige, og nordmændene Simen Agdestein og Jon Ludvig Hammer. Planen for turneringen er, at spillerne møder hinanden to gange. Et parti med normal betænkningstid og et 20-minutters hurtigparti.

 

Curt Hansen var på forhånd klar over, at det kunne blive en vanskelig opgave:

 

- Jeg tror, det bliver en svær turnering for mig, fordi de er stærkere end dem jeg mødte ved DM. Og så er betænkningstiden kortere, end jeg er vant til. Jeg ved godt, det er den normale FIDE-betænkningstid, men den har jeg jo heller ikke rigtig spillet med, sagde stormester Curt Hansen til skak.dk, inden han rejste til Oslo.

 

Verdensmester Magnus Carlsen er med i arrangementet som kommentator undervejs i tv mens partierne spilles. Samtidig er der en speciel nyskabelse i skak for at gøre tv-sendingen mere underholdende: Spillerne kan gå ind i en boks og fortælle om de tanker, de har gjort sig under partierne mens de stadig spilles. 

 

Turneringsvinderen skal i Norway Chess i juni op mod de første seks på verdensranglisten - Carlsen, Anand, Caruana, Nakamura, Topalov og Grischuk. De tre øvrige er også navne fra den øverste verdenstop, nemlig Giri, Aronian og Vachier-Lagrave.

 

Turneringen i Oslo, der slutter 15. maj, fortsætter tirsdag med 3. runde fra klokken 20.00.

  

http://www.tv2.no/sport/sjakk/livesenter/