Nordiske jenter indtager Kolding

Oprettet: Torsdag, 30 april 2015 09:27
Skrevet af Poul Jacobsen

 

I Storbededagsferien vil Kulturkomplekset Nicolai i Kolding lægge huse til det Nordiske Mesterskab for piger i skak. Det sker når 30 piger fra Sverige, Norge, Finland, Island og Danmark dyster om at kunne kalde sig Nordisk Mester i tre forskellige aldersgrupper. Stævnet åbnes officielt fredag d. 1. Maj kl. 9.30 af Koldings borgmester Jørn Pedersen.
 

Det er første gang, at Kolding er vært for et Nordisk Mesterskab i skak og turneringen arrangeres af Skakklubben Springeren i samarbejde med Dansk Skoleskak. Mesterskabet er passende aktuel i lyset af den internationale debat i både de trykte og sociale medier, som følge af GM Nigel Shorts klumme, hvor han fremfører påstanden om, at den simple årsag til, at der er så få kvinder i skak og ikke mindst blandt eliteskakken, ganske enkelt er, at kvinder bare ikke har den samme egnede hjerne til skak, som mænd! Mon ikke der er et par piger i næste uges turnering, der gerne vil modbevise den påstand.
 

Der spilles 5 runder, der alle foregår i Nicolai Scene og alle er velkomne til at komme forbi. Danmark er repræsenteret med hele 10 spillere, heriblandt Ellen Kakulidis, Freja Vangsgård, Ellen Fredericia, Anna Hedelykke og Nienke van der Brink, der alle 5 er udtaget til U-EM eller U-VM i efteråret.
 

Samtlige partier kan følges live online på http://skoleskak.dk/nm2015/live/
Derudover vil der være live kommentering på flere af partierne lørdag og søndag. Det er GM Allan Stig Rasmussen, der kommer til Kolding og som lørdag sammen med ungdomslandstræner FM Mads Boe vil levere en række skarpe og lærerige skakanalyser. Søndag vil Allan kommentere sammen med pigeskakansvarlig WFM Marie Frank.
 

Så er du skaktosset eller bare nysgerrig, så kom og oplev 3 dages ægte skakstemning i Nicolai Kolding. Fredag aften d. 1. maj kl. 20.00 er der tillige mulighed for selv at gribe brikkerne og udfordre Allan Stig Rasmussen i en simultan. Det foregår på Kolding Stadsarkiv, Nicolai komplekset, Skolegade 2B, 6000 Kolding.

Tilmelding til Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. eller mød op på stedet senest kl. 20.
 

Følg turneringen på den officielle hjemmeside
https://nordicchampionshipforgirls2015.wordpress.com
 

Turneringen er sponsoreret af Kolding Kommune og Middelfarts Sparekasse.
 

Yderlige oplysninger:
Lene Wul
309 409 57
Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.


 Hårde kampe venter forude for Ellen Fredericia