FU-kandidat Tom Petri Petersen

Oprettet: Lørdag, 21 marts 2015 10:11
Skrevet af Thomas Vestergaard

Som det tidligere er blevet skrevet her på siden, opfordrer DSU kandidater til det kommende formands- og FU-valg til at præsentere sig for unionens medlemmer.

 

Nordres formand, Tom Petri Petersen, har med støtte fra formandskandidat Poul Jacobsen, meldt sin kandidatur til en plads i FU. Tom Petri Petersen skriver:
 

Jeg er 41 år, og har spillet skak siden jeg var 4-5 år. Jeg er opvokset i Randers, hvor jeg var medlem af skakklubben af 1946 i over 20 år. Efter flytning til Århus meldte jeg mig ind i Nordre, hvor jeg efterhånden er blevet involveret i diverse bestyrelseopgaver og i øjeblikket bestrider formandsposten. I to perioder har jeg siddet i bestyrelsen for Chess House – senest som turneringsansvarlig. Jeg er uddannet skakdommer og en af de få spillere fra top 100, der rent faktisk kan stille et elektronisk ur ;)

 

koelbaek petri

Jens Kølbæk - Tom Petri i K-klassen ved DM 2014 (foto: thv)

 

Skaklige højdepunkter er der mange af – det seneste Nordres fjerdeplads i skakligaen med personlig IM-norm og ny rekord på ratingfronten. Også Skak 46's førstehold i 90'erne med oprykning til den næstbedste række står som noget særligt. Ellers er det oplevelser som de store DM-stævner i 80/90'erne, vesterhavsturneringer og - de seneste år - diverse Politiken Cups.

 

Min indgang til FU vil være som klubmand med fokus på bredden. Hvordan får vi nye spillere ind i klubberne og hvordan sørger vi for at de bliver der. Min kæphest har altid været at man som medlem af en klub har et ansvar – en pligt nærmest – til efter evne at bidrage til fællesskabet/klubben. Det virker nemlig begge veje – det gavner klubben men det øger også medlemmets oplevelse og tilknytning. Det gælder i små som store klubber og det gælder også i DSU som helhed. Det gælder spillere der har svært ved at holde de tusinde i rating, såvel som det gælder eliten.

 

Ellers er jeg på ellevte år ansat som postbud. Det er et udfordrende arbejde i disse år, men det giver motion, frisk luft og brød på bordet.

 

 

Tom Petri Petersen