Spændende remis i 10. parti

Oprettet: Fredag, 21 november 2014 16:04
Skrevet af Thomas Vestergaard

Ovenpå 9. partis korte remis, der var et antiklimaks i VM-matchen mellem Viswanathan Anand og Magnus Carlsen, var dagens parti meget spændende, selvom det også endte med pointdeling.


Med de hvide brikker måtte Anand forsøge at vinde på grund af matchstillingen, hvor han var et point efter den norske verdensmester. Igen spillede Anand 1. d4 og Magnus Carlsen valgte i dag at vende tilbage til Grünfeld-indisk, som han også benyttede i matchens første parti.


Partiet fulgte kendte veje til træk 14 (Wojtaszek - Ponomariov 2012), hvor Magnus Carlsen afveg fra kendt teori. I de næste mange træk var stillingen meget skarp og begge kombattanter blev sat på alvorlige prøver. Men det er to af verdens allerbedste spillere, så de skiftede stort set til at finde de træk, som computerne anbefalede og i træk 32 var stillingen så afklaret, at man blev enig om remis.


Se partiet:


"Det var et interessant parti i dag. Han forsvarede sig godt." sagde Anand på den efterfølgende pressekonference. "Ja, det var en god kamp i dag." supplerede Magnus Carlsen.

 

pressemoede10parti
Velbesøgt pressemøde efter 10. parti (foto: http://www.sochi2014.fide.com)


Med kun to partier endnu fører Magnus Carlsen 5½ - 4½ og kan altså lukke matchen på søndag, hvor han har hvid i 11. matchparti. Så langt henne i matchen er der en fridag efter hvert parti, så spillerne kan komme til hægterne igen. Partiet starter kl. 13.00.


I dag fulgte langt over 100 spillere kampen på liveskak.dk/chat og DSU vil også vise partiet på søndag.


Resterende program:
22. november: hviledag
23. november: kl. 13.00 runde 11
24. november: hviledag
25. november: kl. 13.00 runde 12
26. november: hviledag
27. november: Evt. omkamp
28. november: afslutningsceremoni

Matchen spilles i den russiske by Sochi. Der spilles bedst af 12 partier og vinder er den spiller, der først opnår 6½ point. I tilfælde af uafgjort 6 – 6, skal der spilles hurtigskakomkamp den 27. november. Ender hurtigskakomkampen også uafgjort, skal der spilles lynomkamp.

 

Matchens hjemmeside: www.sochi2014.fide.com
TV fra matchen, NRK: www.nrk.no/sport/