EM for kvinder– afsluttende rapport

Oprettet: Lørdag, 19 Juli 2014 17:15
Skrevet af Thomas Vestergaard

Danmarks eneste deltager ved EM for Kvinder, Oksana Vovk, har skrevet følgende afsluttende referat fra turneringen, der netop er færdigspillet.

 

Af Oksana Vovk
EM i Bulgarien er netop slut - Russisk dominans i toppen
Russiske Valentina Gunina vandt titlen for 2. gang med 9 points af 11. Hendes landmand, Tatiana Kosintseva, vandt et vigtigt parti over ukrainske Natalia Zhukova, og kom dermed på 8,5 point – og en 2. plads. 3. På korrektion blev georgiske Salome Melia – og hun scorede samtidig en GM norm. Normer tæller dobbelt ved EM, så med 1 norm i forvejen er hun oppe på 3 normer og mangler kun det sidste rating op til 2500 for at blive udnævnt. Salome blev nr. 2 sidste år, så det er endnu et sikkert resultat fra hendes side, på trods af seedningen som nr. 14.

Zhukova selv har spillet en rigtig god turnering, så nederlaget i sidste runde, og en placering uden for medaljerækken var for hende rigtig ærgerlig.

Ukrainske Maria Muzychuk, seedet nr. 2 - ville formentlig se, om hun kunne få fordel mod Gunina med hvid i sidste parti, men allerede i træk 15 i Caro-Cann opgav hun sine forsøg og tog trækgentagelse.

På 5 af de 6 øverste brædder tog man en hurtig remis, så der så rimelig tomt hurtigt i toppen.


Hvis man vil omgå Sofia-reglen, så er det ikke svært at finde en passende åbning, selvfølgelig. Særlig tydeligt var det i partiet mellem Stefanova og Dzagnidze, selvom Stefanova med en gevinst kunne nå op i medaljerækken – men hun var åbenbart tilfreds med mindre…

Tynd pointhøst i de sidste runder:
I de afsluttende 4 runder fik jeg 1,5 points af 4. Igen var det alt for lidt i forhold til de stillinger jeg havde.
Allerede inden fridagen var jeg begyndt at møde unge piger, og sådan er det blevet ved resten af turneringen. Ofte udvikler de sig stadig og er underratede. Mine problemer mod dem i 2 af de 6 partier skyldtes dog kun mit eget spil – deres spil imponerede bestemt ikke særligt i disse partier…


I 8. runde udspillede jeg med sort min 2150-modstander fra Montenegro, og havde flere gode muligheder for at omdanne stor fordel til gevinststilling. I træk 40 med 2 minutter tilbage på uret troede jeg, at stillingen var remis, og gjorde et sidste forsøg på at vinde, hvor hun dog havde et nemt forsvar, som både jeg og hun havde set. Ethvert andet træk fra hendes side ville dog tabe på grund af et smart kvalitetsoffer. Grunden til jeg var nødt til at trække dette var, at hun ellers havde mulighed for at nå ind med konge og løber og lukke af for denne mulighed. Hvad jeg ikke havde set var, at jeg på trods af det havde gode chancer for at vinde ved at vandre ind med min konge, men denne mulighed var altså spildt i mit træk 40 så jeg ikke kunne bruge de nyvundne 30 minutter til så meget…

 

oksana officiel

Oksana Vovk (foto: Boyan Botev)

I runde 9. satte jeg – mod en russisk 2033 pige, som dog kommer fra 2100-niveau og har haft en god turnering - i en lige, måske en smule bedre for mig stilling – en kvalitet direkte i slag. Det var et blackout, for jeg havde ikke overset hendes træk, men det lykkedes mig at overse, at det vandt en kvalitet efter en tårnafbytning. Jeg var hverken i tidnød eller havde trukket hurtigt. Partiet var slut på stedet :-(

I runde 10. havde jeg fornøjelsen af at møde måske en af Bulgariens kommende stjerner, 10årige 1361-pige, som dog har klaret sig rigtig godt og havde runden forinden overbevisende slået en græker på 2150 – med sort! Pigen var overraskende fokuseret og brugte meget tid. Og så spiller hun alt med hvid, selvom hun ikke helt ved hvordan det skal spilles – modigt! Jeg udlignede hurtigt med sort og fik langsomt overtaget. Da hun var ved at miste en bonde på dronningefløjen, forsøgte hun sig med et modangreb på kongen, som dog ikke bar frugt. Hun kunne nok have spillet det lidt bedre, men hun var nede på få sekunder i flere træk inden træk 40. Da hun følte sig nødsaget til at bytte dronninger for at stoppe min aktivitet var partiet slut.

I 11. og sidste runde havde jeg hvid mod 21årig græker på 2209. Hun har haft en dårlig turnering, og jeg tænkte at en remis vil være fint, men at jeg naturligvis ville prøve at vinde partiet. Måske havde jeg forsøgt mig med et remistilbud inden træk 40, hvis reglerne tillod det. Men det gjorde de ikke, og jeg kom langsomt til at stå bedre og bedre. Desværre havde jeg brugt for meget tid og havde 6 minutter + tillægstid tilbage til 10 træk i en stilling som blev lidt for taktisk. Jeg fandt et meget fint træk, 30. Ta4, som formentlig vinder. Jeg kan ikke slå på c4 pga. a5 efterfulgt af Dc6. Ta4 forhindrer dette og samtidig truer det a6-bonden. Desværre fik jeg ikke fulgt op på det med det næste logiske træk, nemlig 31. Txa6. Jeg var lidt bange for hendes b-bonde efter 32…Tb3?, selvom hun efter 33. Dxb3 og 34. Txc7 giver et tårn. Det var der dog ingen grund til. Jeg når tilbage med 35.Tc1- 36.Tb1 og 37. Txb2. Jeg har lidt problemer med min e2-løber bagefter, men jeg løser dem med 38. Lf1 og 39. Tc6! og så har jeg bare 2 bønder mere. Det var nemt, men jeg følte mig stresset over tidnøden og ville ikke tillade nogen modchancer. Tb3 er naturligvis ikke tvunget, men jeg tror ikke hun har andre farlige træk i den stilling. Det jeg trak i stedet for Txa6 var allerede mindre godt, og i de følgende træk går det helt galt. Desværre samme taktiske binde-motiv som i runde 5. – hvor det også gik galt. Øv…Det ærgerlige var, at jeg endte med at tabe stillingen, som var næsten vundet for mig – remis havde stadig været acceptabelt.

Denne runde fik også betydning for turneringen som helhed. Gevinst havde givet 5 af 11 – næsten 50% - og en plus på ratingkontoen. Remis ville give omkring 0 – måske et lille tab – mens jeg med tabet kun fik 4 point af 11 og omkring et halvt point under forventet. Jeg sluttede også under min seedning, som nr. 101 af 116. Jeg har i hvert fald i runderne 4, 6, 8 og 11 burde have scoret mere end jeg gjorde, så der gik rigtig mange points til spilde, og det er jeg naturligvis ked af. Marginalerne fra begyndelsen af turneringen havde vendt sig til, at det hele tiden kippede til modstanderens side. Det er øv at et enkelt træk kan ødelægge et helt parti, men det er desværre de barske skakrealiteter.

Denne fase, med mange missede point pga. dumme 1-træksfejl – særligt hvor jeg ikke vinder, og nogle gange endda taber (klare) gevinststillinger, har stået på i flere år nu, og jeg kæmper for at finde en vej ud af den.

På den gode side kan man sige, at jeg fik lært en masse under turneringen, fik mødt stærke modstandere, og fik tid til at fordybe mig i skak – både før (åbningsfasen) og efter (analysefasen) partiet.


Jeg fik prøvet et par ting af/og fik forbedret et par ting – men der er også et par varianter som aldrig kom på brættet, og som jeg ser frem til at prøve af en anden gang.

Skandinaviske resultater:
Både Lenka Ptacnikova og Inna Agrest endte på 5 points af 11. Inna tabte de sidste to partier mod stærk modstand, men kan stadig se tilbage på en god turnering og en pæn ratinggevinst. 1 af 2 i de sidste partier havde muligvis givet hende en WGM-norm.

 

Lenka havde en rigtig dårlig periode med 4 tab på stribe hen mod sidste runde. I runde 10 tabte hun efter i en vundet stilling at have set (og forsvaret sig mod) nogle trusler som ikke var der. Spiller hun et par naturlige træk, er hendes stilling helt vundet. Hun kan glæde sig over, at hendes modstander fik en WIM-norm på grund af gevinsten. Men i runde 11 kom Lenka tilbage med en gevinst mod en ung bulgarer, som døde rimelig effektivt. Lenka har kæmpet med nogle ting uden for skakken under turneringen, og tager hjem med et stort ratingtab.

 

lenka og_vovk

Lenka Ptacnikova og Oksana Vovk (privatfoto)


Flere af mine bekendte har også haft en dårlig turnering med store ratingtab, deriblandt IM Olga Zimina (Italien) og WGM Marina Brunello, også Italien. Deres landsmand og Nakamuras kæreste, Maria de Rosa, som dog ikke opfylder det italienske aktivitetskrav til OL (36 partier på et år), fik til gengæld en (dobbelt) WIM-norm og en pæn ratinggevinst med hjem. Måske det godt kan betale sig at blive kæreste med en stærk stormester?

Arrangementet som helhed:
Der var ikke en finger at sætte på arrangementet i forhold til det skaklige, og kun et par partier i næstsidste og sidste runde endte med en gevinst uden kamp, fordi en spiller var syg, og 2 spillere ikke dukkede op/havde meldt afbud (grund ikke helt kendt) og 2 yderligere udgik fra turneringen... Man kunne være nervøs for nul-tolerance-reglen for at komme for sent vil komme i kraft, men det skete ikke, da alle spillerne var der til tiden. Samtidig var hele skilte- og andet sikkerheds-hysteri, som det er kutyme at blæse op til OL, helt undgået pga. det relativt lille arrangement. Det var dejligt befriende.

Til gengæld havde arrangørerne ikke sørget for noget socialt, og det var ærgerligt, for deltagerne havde sikkert sat pris på lidt tid sammen uden for skakbrættet, særligt på fridagen. Selv afslutningsceremonien var en stor skuffelse, der blev holdt 2 korte taler, man har uddelt norm-certifikater (og der var en del!), og så har man lykønsket vinderne. Ingen festligheder, intet show, ingenting. Det tog en 20 minutters tid, og så var der et glas vin uden snacks bagefter. Stakkels unge piger, de kunne ikke engang få en cola.

Kampe uden for brættet
I en tidligere rapport skrev jeg om Lenkas klage om mælk til kaffen, som manglede for det høje beløb vi havde betalt for drikkevarerne. Sagen har i mellemtiden vokset sig stor, og omfatter alt fra mad til toiletpapir. Det viste sig nemlig, at arrangørerne er bange for at sætte for meget mælk frem, fordi nogen stjæler det (hm ???). De ”nogen eller nogle” stjæler åbenbart også andre drikkevarer og toiletpapir fra toiletterne. På den anden side tænker jeg, at en rulle er hurtigt brugt når man er 120 piger om 5 toiletter, så måske det bare er det høje forbrug, arrangørerne ikke kan følge med i?!


En anden kamp er, at hotellet i 2 uger har formået at servere den samme type mad – fordelt på kylling og svinekød, enten på spyd, stegt eller i fad (og for dem som havde frokost med både til frokost og aften). Tilbehøret er de kedeligste kogte grøntsager som sikkert fås bedre i Netto, og en masse mærkelige ting man ikke har lyst til at spise. Alle var utilfredse med maden efter et par dage og mange spiste ude.

Lenka tog sagen i egen hånd og klagede til pressekontoret. Novotel i Plovdiv er rammen om flere turneringer om året, og de sagde, at der er klager hver gang (pga. den ensformige mad), men at de ikke kan gøre noget, fordi det er hvad hotellet kan tilbyde. Det lød vanvittigt! Da vi så gik til køkkenchefen og marketingchefen, sagde de, at det er hvad arrangørerne havde bestilt, nemlig et par (næsten ens) menuer, som skifter. Skønt at høre!! Så det er typisk Østeuropa, hvor skylden skydes fra den ene til den anden og ingen er ansvarlig. Ok – de lovede at gøre noget ved sagen. De små ændringer var, at der trods alt kom mælk til kaffen (om end langtidsholdbar), og der kom kartoffelgratin i stedet for kartoffelmos, bønner og pølser til morgenmad og salatblade (ved siden af tomat og agurk) til aftensmad. Små sejre, selvom det ikke betød noget for den totale madoplevelse, der forblev dårlig og intetsigende. Det skal siges, at det jo ikke koster noget i Bulgarien at lave god mad. På fridagen spiste jeg og Lenka ude – og vi fik for 40 kroner pr. person en suppe, en hovedret og to drikkevarer hver – og skøn var maden!

Facit: Novotel Plovdiv går for at være et 5stjernet hotel, men jeg vil ikke give det mere end 3, måske 3,5 stjerner. Og hvis man vælger at spille i Plovdiv – så vælg for guds skyld ikke halvpension på dette hotel! Man bliver klogere, og cirka halvdelen af spillerne boede da også et andet sted – særligt dem som har været til turneringer i Plovdiv før. Det havde jeg også gjort hvis jeg var den erfaring rigere…Man er selvfølgelig lidt udenfor, når man ikke bor på det officielle sted, og Inna Agrest har jeg ikke fået talt med overhovedet. Jeg tvivler på at hun fik talt med andre piger under hele turneringen – eller som hun skrev i en besked – hun får selskab af sin frokosttallerken...

Fridagen:
Til gengæld er Plovdiv selv en spændende by med masser af historie og hyggelige butikker, cafeer og restauranter. Det kan varmt anbefales, særligt hvis man rejser forår og efterår, hvor temperaturer ikke når op på de uudholdelige 35-40 grader. På fridagen fik vi set ”must-sees” i byen, som indbefatter guidet tur i den gamle bydel fra Revival-tiden, udgravninger af et romers stadium under hovedgaden, og naturligvis bjerget med statuen til den russiske soldat som har befriet Bulgarien. Man har overvejet at fjerne denne efter kommunismens fald, men jeg kan godt forstå at statuen er blevet stående – den er et af byens mindesmærker.

OL eller EM?
Jeg ved ikke om Danmark nogensinde havde en deltager med ved kvinde-EM, men det er i hvert fald første gang i min tid, at dette sker. EM er en hård turnering, hvor der mangler de afrikanske lande mv. man ”bare” plejer at vinde over. Her er ingen lette points, og de lavt ratede piger er juniorer der spiller godt og aggressivt. For mig var det en stor skaklig oplevelse (desværre ødelagt noget af vilkårene som beskrevet foroven), og der var god tid til skaklig fordybelse. Under OL er holdånden vigtig, og der er hele tiden en masse praktiske detaljer mht. det man skal fokusere på. Modstanderen får man først kl. 10 på spilledagen. Til EM ved man med 99% sikkerhed hvem man skal møde dagen før, så man har rigtig god tid til at tænke, kigge, overveje, planlægge! Måske blev det dog også lidt for meget af det gode, for på nær fridagen synes jeg ikke vi lavede andet end skak. Ok, det var simpelthen for varmt at gå ud, og pool + motionsrum på hotellet var ikke med i prisen (og det var europæiske priser)…

Ukraine/Rusland-konflikten:
Når mange kvinder samles (også til skak), er der naturligvis god mulighed for sladder. Den bedste ukrainske skakspillers GM Lahnos forbundsskifte til Rusland diskuteres naturligvis flittigt, også i forbindelse med, at hun i øjeblikket bor sammen med en gift russisk GM. Katerina kommer fra samme by og skakskole som Karjakin som jo også har skiftet til Rusland, og det er synd for Ukraine at miste disse to unge talenter. Men mest af alt vil de naturligvis ikke af med disse spillere i denne tid, hvor symbolikken jo betyder rigtig meget.

Nogle russiske piger fortalte, at man havde inviteret Krim-spillerne fra Ukraine til både børne-OL og russisk kvindemesterskab (som en stærk ukrainer deltog i og endda havde kvalificeret sig fra til den stærke lukkede finale). Samtidig havde Ukraine pludselig fundet en plads for flere Krim-spillerne på OL-holdet!! Alt det her er rigtig synd, for man skulle gerne bare få lov at spille skak. Heldigvis bor ingen af de ukrainske OL-spillere fra det faste hold på Krim, så den del af det er i det mindste på plads. Jeg tror, at det russiske kvindeholds udelukkelse fra OL ville ikke kun være en lærestreg for ”Moder Rusland med stort ego”, men også en vigtig symbolsk handling fra Vesten i hele Rusland-Ukraine-konflikten, hvor man viser, at også Rusland er nødt til at holde sig til reglerne. At det så er synd for spillerne er klart, men det er ikke synd for forbundet, som har spillet taktisk spil og afventet forbundsskiftet for at forstærke holdet.

 

Oksana Vovk

 

Hjemmeside: www.eiwcc2014.eu