Copenhagen GM starter onsdag

Oprettet: Mandag, 24 marts 2014 19:14
Skrevet af Thomas Vestergaard

Onsdag den 26. marts kl. 19.00 starter Copenhagen GM 2014 i Brønshøj. De 10 deltagere bliver herefter udsat for 4 dobbeltrunder torsdag til søndag. Runderne afvikles på de lidt usædvanlige tidspunkter kl. 13.30 og kl. 19.00.


Deltagerne i Copenhagen GM 2014 i ratingorden:

GM Vladimir Georgiev, 2553, Makedonien
IM Mads Andersen, 2497, Danmark
GM Allan Stig Rasmussen, 2487, Danmark
IM Helgi Dam Ziska, 2484, Færøerne
IM Rasmus Svane, 2477, Tyskland
IM Michael Richter, 2470, Tyskland
IM Nikolaj Mikkelsen, 2423, Danmark
GM Carsten Høi, 2396, Danmark
(IM) Igor Teplyi, 2395, Danmark
FM Jakob Aabling-Thomsen, 2365, Danmark

Kravet til GM-norm er 6½ points og til IM-norm 4½ points.

Ratingfavoritten GM Vladimir Georgiev fik en overraskelse i en kvalifikationskamp til oprykning til den bedste norske række, Eliteserien, i lørdags. Georgiev spiller for klubben Nordstrand, der skulle spille mod Stavanger om en plads i den bedste række. 5 minutter før start blev holdopstillingerne offentliggjort og Stavanger stillede op med verdensmester Magnus Carlsen på førstebræt. Carlsen vandt og Stavanger vandt også samlet. Se mere om den historie her.

 

vlad georgiev

GM Vladimir Georgiev skulle have sagt "Come on, stop joking!", da han 5 minutter før kvalifikationskampen blev gjort opmærksom på den kommende modstander. (foto: thv)

 

I Brønshøj bliver modstanden også hård. GM Allan Stig Rasmussen har det seneste halve år vist glimrende form og en præstationsrating på 2623 i Skakligaen, taler for sig selv. Blandt titelkandidaterne kan hele fem af spillerne komme meget tæt på forfremmelse, dog er kun IM Mads Andersen sikker på at opfylde alle formaliteter, såfremt det bliver til en GM-norm.

 

Tre af deltagerne er i skrivende stund tilmeldt Landsholdsklassen ved DM på Comwell Sport Rebild: GM Allan Stig Rasmussen, IM Mads Andersen og FM Jakob Aabling-Thomsen, der vandt Kandidatklassen sidste år.

 

Spilledage: onsdag 26. marts – søndag 30. marts

Spillested: Brønshøj Skakforening, Frederikssundsvej 118A, 2700 Brønshøj

Betænkningstid: 90 minutter til hver spiller til hele partiet + 30 sekunders tillæg pr. træk fra træk 1.

 

Turneringens hjemmeside: www.bsfskak.dk/copenhagen_gm_2014/