Senior-EM for hold

Oprettet: Søndag, 16 marts 2014 16:32
Skrevet af Thomas Vestergaard

Seniorkoordinator for Dansk Skak Union, Bent Sørensen, har bedt hjemmesiden offentliggøre følgende:

 

Senior-EM for hold
Danmark deltager 1. - 9. april i EM for hold i Kroatien. Vi stiller med et hold bestående af GM Jens Kristiansen, IM Bjørn Brinck-Claussen, FM Bent Sørensen, FM Jørgen Jørgensen og Pouelsten Holm Grabow. Et stærkt hold med viceverdensmesteren i front. Med visse forventninger tilmeldte jeg holdet, men må konstatere, at vi kun er seedet som nr. 9.

 

bbc marts2014

IM Bjørn Brinck-Claussen - andetbræt på det danske hold (foto: thv)


Forklaringen er, at vi spiller med de nye aldersgrænser for seniorer. Nu er man senior fra 1. januar det år, man fylder 50. Tidligere 60. Jeg har mødt mange personer i 50'erne, der bliver noget forbløffede, når jeg byder dem velkommen i seniorernes rækker. Når de er kommet sig over chokket, prøver jeg at forklare, at der er nye muligheder. der åbner sig for dem. På seniorsiden under Aktuel Dansk Skak ligger der allerede nu tilbud om turneringer. En side vi har planer om at udbygge, når flertallet af DSU's medlemmer er seniorer. På DSU's møder i påsken forventes der at blive debat om de nye aldersgrænser i danske turneringer.

 

Der er to aldersgrupper. 50+årige og 65+. I EM er kravet, at der højst må være 3 på holdet tilhørende 50+. Russerne er topseedede med 3 ungseniorer i spidsen. Det sædvanlige russiske hold med den 80 årige Vasiukov i spidsen er placeret som nr 5. Det er det hold, som vi kunne drømme om nu at være på omgangshøjde med, men så er der kommet yngre kræfter til på andre hold.

 

For os har det ikke været muligt at få de unge i 50'erne med på holdet. Og vi er heller ikke et rent 65+hold, da vor unge mand på holdet, ex-VM Jens er i 50+gruppen og dermed ikke kan generobre sit rigtige seniorVM de næste par år, men må kæmpe med de 50-årige.

 

Verden har forandret sig.

 

Bent Sørensen

 

EM for hold: www.sent2014.crochess.com