VM for Ungdom 2013

Oprettet: Tirsdag, 17 december 2013 18:15
Skrevet af Thomas Vestergaard

Onsdag den 18. december kl. 12.00 dansk tid starter første runde af VM for Ungdom i de Forenede Arabiske Emirater, der ligger i den Persiske Golf. Tidsforskellen til Danmark er på 3 timer, så det er kl. 15.00 lokal tid, at første runde går i gang.

 

Ungdomslandstræner Mads Boe skriver forud for første runde:

 

Verdensmesterskaberne for ungdom afholdes i år i De Arabiske Emirater i byen Al Ain, som er den 4. største by dernede med omkring 570.000 indbyggere. Byen er kendt som "Garden City" på grund af dens blomsterparker.

 

De fleste af os ankom allerede lørdag nat for at nå at opleve nogle seværdigheder i Dubai inden den videre rejse til Al Ain ca. 120 km. derfra. Søndag og mandag har vi blandt andet oplevet verdens højeste bygning Burj Khalifa, verdens eneste 7-stjernede hotel Burj Al Arab (desværre fandt vi ikke den forsvundne kuffert med Stein Baggers millioner derude!) og endelig Dubai Mall der er verdens største indkøbscenter med omkring 1200 butikker.

 

Temperaturerne er meget fornemme i forhold til vores egne nordlige breddegrader, da der er ca. 25 grader om dagen og 15 grader om natten.

 

Stævnet er kæmpestort med 1829 deltagere fordelt på 1085 i åbne rækker og 744 i pigerækkerne.

 

u vm_2013_uae

Spillestedet.

 

Danmark er repræsenteret ved:

 

U18: Mads Andersen Skanderborg Skakklub (DK 2501/Elo 2501) er seedet som nummer 9 ud af 133 deltagere. Mads er vores absolut bedste bud på en topplacering til VM. Skal Danmark have en medalje, er det givetvis her! Det er også hans sidste chance, da han falder vor aldersgrænsen her ved årets udløb.

 

U16: Martin Percivaldi, Hillerød Skakklub (DK 2141/Elo 2169) er seedet som nummer 61 ud af 164 deltagere. Martin og Jesper har byttet plads denne gang. Det betyder at Martin er noget yngre end dem han skal konkurrere med, og dermed bliver det svært at gentage det gode resultat fra Budva, hvor det blev til en placering som nummer 17.

 

U14: Jesper Søndergaard Thybo, Skive Skakklub (DK 2160/Elo 2147) er seedet som nummer 23 ud af 197 deltagere. Jesper er et rigtigt godt bud på en topplacering i U14. Kan han ramme topformen, er en placering i top 10 absolut ikke urealistisk.

 

U12: Nicolai Kistrup, BMS Skak (DK 1735/Elo 1700) er seedet som nummer 95 ud af 211 deltagere. Nicolai er debutant til et stort internationalt stævne som EM og VM, og fik chancen, da Jonas Bjerre fra Skanderborg meldte afbud. Nicolai spillede dog utroligt flot til Politiken Cup i sommer, så det skal blive spændende at følge, om ikke Nicolai kan overraske positivt og "slå seedningen" markant.

 

U10: Filip Boe Olsen, Viby Skakklub (DK 1857/Elo 1839) er seedet som nummer 18 ud af 202 deltagere. Filip er en erfaren og rutineret deltager til EM/VM, og er af sted for 5. gang. Ved EM blev det til en placering som nummer 27 efter tab i sidste runde. Forhåbentligt kan denne placering forbedres denne gang.

 

Vi ankom til Al Ain sidst på eftermiddagen tirsdag. Turneringen spilles på universitet, som er et kæmpestort område, og sagtens kan huse de vel omkring 3000 (!) mennesker der er samlet til VM. Alt er topmoderne og mange klasser over faciliteterne i det danske uddannelsessystem. Vi er f. eks indkvarteret på enkeltværelser, som er på niveau med et hotel. Dog var der lidt besvær med at bespise os alle sammen her til aften, da arrangørerne nok ikke havde regnet med at alle var sultne samtidigt efter at være ankommet fra alle verdenshjørner.

 

Turneringen spilles over 11 runder. Første runde spilles i morgen onsdag kl. 15.00. I lighed med de tidligere stævner vil der dagligt blive lagt en runderapport på skak.dk.

 

Mads Boe


Turneringens hjemmeside: worldyouth2013.com