Jens Kristiansen på delt førsteplads

Oprettet: Lørdag, 23 november 2013 10:38
Skrevet af Thomas Vestergaard

Inden sidste runde af Senior VM i Kroatien ligger den regerende Seniorverdensmester Jens Kristiansen og GM Anatoly Vaisser (2523) fra Frankrig på en delt førsteplads med 8 af 10. I sidste runde har Jens Kristiansen sort mod GM Mihai Suba (2413) fra Rumænien.


Seniorchef Bent Sørensen skriver:


En meget spændende runde. Det tegnede dog til, at Vaisser løb alene i mål. Mod Balashov havde han et par bønder i overvægt, men til stor overraskelse for tilskuerne ebbede det ud i et remisslutspil. Balashov blev dog eksamineret grundigt i en af de klassiske tårnslutspil med bonde + tårn mod tårn. Selv stormestre må finde sig i den slags.

 

jens k_2012_okt

GM Jens Krisitansen (foto: thv)


Jens Kristiansen spillede med stor energi, men havnede i et slutspil som så dårligt ud. På mirakuløs vis vandt han dog slutspillet. Så nu er han på linje med Vaisser. Hans muligheder er dog dårligere end Vaissers. Dels skal Jens have sort i sidste runde, medens Vaisser har hvid, Og så har Vaisser den bedste korrektion af de to, da han under hele turneringen har siddet ved bord 1.

Men Jens har stadig chancen for at genvinde verdensmesterskabet. Skandinavien har i øjeblikket to verdensmestre. Det vil være fantastisk, hvis både Magnus og Jens er verdensmestre ikke kun i dag, men også det næste år.

Vi spiller lørdag kl. 15.00.

 

Bent Sørensen

 

Resterende program:

11. runde lørdag den 23. november kl. 15.00

 

Hjemmeside: worldsenior2013.rijekachess.com