Danmark - Wales 3½-½

Oprettet: Søndag, 17 november 2013 19:55
Skrevet af Thomas Vestergaard

Aserbajdsjan vandt EM i Warszawa et point foran Frankrig på andenpladsen. Rusland fik bronze.

 

Holdleder GM Lars Schandorff skriver sidste referat fra turneringen:

 

Af Lars Schandorff

EM slut
Danmark - Wales 3½-½
GM Sune Berg Hansen – IM Richard Jones ½ - ½
GM Davor Palo – FM Peter Varley 1 – 0
GM Allan Stig Rasmussen – David Jameson 1 – 0
IM Mads Andersen – Allan Pleasants 1 - 0

 

I sidste runde af EM i Warszawa skulle Danmark møde turneringens klart ringeste hold, Wales. Inden matchen havde Wales i de foregående otte runder kun scoret sammenlagt 1½ brætpoint. Efter kampen var de kommet op på 2. Sune fik en lille fordel, men modstanderen - der er IM med 2435 - forsvarede sig fint, så remis.

 

dk wales

Danmark - Wales (foto: Lars Schandorff)


Davor fik heller ikke det store, men når man har 300 mere i rating, kommer fejlene nogen gange automatisk i slutspil. Således også her.
Allan fik muret sin modstanders løber helt inde og vandt sikkert.


Først færdig var dog Mads. Han fik endnu engang lov til at spille sin nye yndlingsvariant i Fransk, og modstanderen virkede bestemt ikke forberedt.

 

 

I træk 17 spillede hvid katastrofalt Se2. Så kom Dc7 (trækket inden havde Mads meget snedigt spillet Lb8). Det truede en løber på c4 og matangreb med Dh2+. Som den anden dag i norske VGs VM-studie, hvor de forklarede en dobbelttrussel: Nu truer der to ting, og begge kan ikke dækkes. Nemlig, brød studieværten ind, for i skak må man kun trække en gang!


Facit: En 3½-½ sejr.


Danmark fik samlet 8 matchpoint (3 sejre, 2 uafgjort og 4 tab) og en placering som nr. 24-27 ud af 38. Efter korrektion 27. Vi var seedet 26. Det mest irriterende er, at vores lave seedning åbenbart er realistisk. Den tid, hvor vi uden de store problemer kunne spille lige op med skak-stormagter som England, Holland og Israel er definitivt forbi. Der er kommet en masse nye unge stærke spillere frem i mange lande, og det har rykket den gamle orden. Danmark kunne selvfølgelig godt have stillet med et oldboys hold med lutter spillere på 40 år og op, f.eks. det solide landshold fra OL i Istanbul 2000 (Peter Heine Nielsen, Curt Hansen, Lars Bo Hansen, Sune Berg Hansen og jeg selv). Det er da heller ikke umuligt, at det hold havde klaret sig bedre her ved EM 2013 end det nuværende landshold, men der er ikke meget fremtid i det i det store billede.


Der er til gengæld masser af fremtid i det hold, vi havde afsted. 18-årige Mads Andersen fik en fin debut med 5 point af 8 og en lille ratinggevinst. Han havde stillinger til mere, men hvem havde ikke det. Især patten mod van Kampen fra Holland spøger stadig. Det er tydeligt, at selv om Mads er ny i landsholdssammenhæng, så er han hærdet af alle de stærke turneringer, han har spillet, og han klarede sig fint imod de tophold, vi mødte.


Sune Berg Hansen på førstebrættet fik 4 af 8. Han holdt stand mod alle de stærke nationer, vi mødte i starten i bedste Lars Bo Hansen-stil. Eneste svipser var det ærgerlige nederlag til Island, der sågar kostede matchen. Dagen efter kunne han være blevet matchvinder mod Litauen, men missede desværre en mat. Ratingmæssigt gik det lige op.


Jakob Vang Glud fik andetbrættet. Han ville gerne så højt op som muligt, hvilket jeg tolkede som, at han var klar til at tage noget ansvar. Davor ville derimod gerne så langt ned som muligt, så jeg valgte at bytte de to rundt. Gluds gode intentioner strandede desværre på, at han var ude af form. Det blev til 2 point af 6 og et ratingtab på 12. Men det skal siges, at han mødte rigtig stærk modstand. Belgieren f.eks. lavede GM-norm, og Sokolov fra Holland lavede 6½ af 7 og havde hele stævnets højeste performance med 2941.


Davor Palo sagde ligefrem, at han var ude af form. Han sagde det før turneringen og hver eneste dag hernede. Hvis jeg spurgte ham i morgen, ville han sige det igen. Det er jo klart efter sådan en lang pause, men der er så meget skak i ham, at det gav god mening at have ham med. Jeg synes, han gjorde det godt efter omstændighederne. Det tager lang tid at få rusten banket af. Palo scorede 3½ af 6 og tabte et par ratingpoints.


Allan Stig Rasmussen tabte også et par ratingpoints, men unægtelig på en anden måde. Han var indblandet i nogle drabelige kamppartier. Det siger sig selv, at når man spiller på den måde, og oven i købet er i tidnød, så sker der ting og sager. Vi havde snakket om på forhånd, at det var vigtigt, at han gik efter sejren. Nogen på holdet skulle jo vinde, og ofte lignede Allan et godt bud. Hans score blev lidt ødelagt af det dumme tab mod Hviderusland. Facit blev 4 af 8.


Holdet svingede godt sammen socialt, og skakligt fik vi en del af vores forberedelser ind. Det kunne være blevet et helt andet resultat, hvis vi havde spillet lidt mere præcist i de afgørende faser i partierne. Hjem og træne noget mere, så skal Danmark nok blive klar til OL i Norge næste år.

Lars Schandorff


Hjemmeside: etcc2013.com

 

GM Davor Palo skriver på sin egen blog om turneringen: www.davorpalo.com