Live fra DM i hurtigskak

Oprettet: Lørdag, 14 september 2013 16:56
Skrevet af Thomas Vestergaard

DM i hurtigskak spilles søndag den 15. september kl. 10.00 i Skanderborg. Arrangørerne lover livedækning af 12 brætter pr runde. De første otte vil vise livepartier fra Mestergruppen, mens fire brætter er reserveret til Basisgruppen.


GM Sune Berg Hansen og GM Allan Stig Rasmussen er favoritter, men mange stærke spillere har meldt deres ankomst til Sundhedscenteret, Sygehusvej 7, 8660 Skanderborg, hvor mesterskabet spilles.

 

sune berg_marts2013_2
GM Sune Berg Hansen – favorit til DM-titlen i hurtigskak (foto: thv)


Der spilles 7 runder inden der er fundet en danmarksmester. Betænkningstiden er 20 minutter pr. spiller til hele partiet + 5 sekunder pr. træk fra træk 1. Udover titlen er førstepræmien på 4.000,- kroner. I tilfælde af ligestilling afgøres mesterskabet på korrektion. Tidligere år er der blevet spillet omkamp, men på HB-mødet i august blev det besluttet at benytte korrektion i stedet for.


DM i hurtigskak for kvinder, der skulle være spillet lørdag den 14. september, blev desværre aflyst på grund af for få tilmeldinger.


Livedækning: www.liveskak.dk/2013/dm-hurtigskak


Hjemmeside: www.skanderborgskakklub.dk