GM Parimarjan Negi vandt Politiken Cup

Oprettet: Mandag, 05 august 2013 12:21
Skrevet af Thomas Vestergaard

Den indiske stormester Parimarjan Negi blev en suveræn vinder af årets Politiken Cup i Helsingør. Med rekordscoren 9 point af 10 mulige henviste han den bulgarske favorit, sidste års vinder Ivan Cheparinov, til andenpladsen. Det er anden gang, at Negi vinder turneringen, han vandt også i 2009.


negi 9_runde_525pix
GM Parimarjan Negi (foto: thv)


Negi er nu på vej til World Cuppen i Tromsø. Spændende at se, hvor langt han kan komme med den superform, han må være i. Hans ratingpræstation i Politiken Cup var 2779.

 

De franske stormestre Romain Édouard og Sebastien Maze blev nummer tre og fire. Bedste danske spiller blev den lokale stormester Sune Berg Hansen, der scorede 8 point ligesom turneringens nummer 2 til 8.
 

top fire_pol_cup
Top 4: fra venstre Sebastian Maze (nr. 4), Romain Édouard (nr. 3), Parimarjan Negi (nr. 1) og Ivan Cheparinov (nr. 2) (foto: thv)


De 309 spillere var en spiller fra 2011s deltagerrekord. Næste år flyttes turneringen en smule for ikke at støde sammen med OL i Tromsø samt de norske og svenske mesterskaber. Langt over 100 af deltagerne kommer fra Norge og Sverige, men hele 27 nationer var repræsenteret i turneringen.


Turneringen afholdes i 2014 fra den 21. til 29. juli, også på Konventum i Helsingør. Arrangørerne har aftale med Konventum om afholdelse af turneringen til og med 2016.


Resultater, alle partier, fotos med mere, findes på: www.politikencup.dk