Kampen om Odensemesterskabet er helt åben

Oprettet: Søndag, 15 oktober 2017 07:16
Skrevet af Mads Boe

 

 

Kristoffer Dyrgaard skriver til skak.dk om en lørdag med masser af spændende skak i turneringen og lynmesterskab om aftenen: 

 

Lørdag formiddag tog de 108 deltagere hul på et helt dagsprogram, hvor spørgsmålet var om fredagens kampgejst kunne fortsætte. Den største interesse meldte sig naturligvis omkring mesterskabsgruppen, som både i antal afgjorte partier og spilletiden gav fuld valuta for ”pengene” til publikum på både spillestedet og på LIVE-transmissionen.

 

IM-gruppen skuffede ikke deres publikum, da middagsrunden igen bød på interessante partier. Det blev til en enkelt afgørelse i denne runde, da Jonas Bjerre efter rundens længste parti (5,5 time!) vandt over Mads Hansen i et fint spillet slutspil.

 

 

FM Jonas Bjerre slår med sort IM Mads Hansen. Foto: Kristoffer Dyrgaard

 

Eftermiddagsrunden i IM-gruppen bød igen på underholdning til skakpublikummet, hvor det via sejre over Igor og Jonas lykkedes hhv. Jesper og Bjørn at sikre spændingen inden søndagens afsluttende runder.

 

Status i mesterskabsgruppen er den, at alle har vundet et parti. Rasmus Skytte fører med 2 point tæt forfulgt af Jesper, Igor, Bjørn og Mads. Alt er dermed åbent i spørgsmålet om mesterskabets placering. 

 

 

Det er endnu helt åbent hvem der tager vandrepokalen som Odensemester 2017. Foto: Kristoffer Dyrgaard

 

I IM-gruppe 2 har Tobias Rostgaard og Jens Ove med en publikumsvenlig spillestil sikret sig en solid føring. Her bemærkes bl.a. Tobias' gevinstparti mod Filip Boe, hvor der i fin Tal-stil blev ofret materiale for afgørende angreb mod kongen, der var fanget i centrum.

 

I de andre grupper er der enkelte som har klaret sig endda endnu bedre end Tobias’ score: Steen Brustrup (Mester 4), Bjarke Vangsgaard (Mester 6), Markus Maagaard (Basis 6) og Jacob Klindt (Basis 8) har alle stadig maksimum i deres respektive grupper. Historikken i Odensemesterskabet viser dog, at søndagen kan vende op og ned på stillingerne og podieplaceringerne. Det bliver derfor spændende at se hvem, der har flest kræfter i behold, når vi igen mødes ved brætterne søndag formiddag.

 

Foruden det skakmæssige bød lørdagen også på en masse hygge og social samvær skakdeltagerne imellem. Her blev analyse- og kantinelokalet taget flittigt i brug; her fandt deltagerne både tid til partianalyse, babyskak, kæmpeskak og afslapning i de bløde sofaer kombineret med fodboldkampen Liverpool-United. 

 

Kantinen dannede desuden lørdag aften rammerne for Odensemesterskabet i lynskak. Her gentog Janus Christensen bedriften fra sidste år og vandt med maksimum efter 9 runder. Dermed har Janus et statik på 18 af 18 mulige, når omtalen falder på lynskak på Nonnebakken i Odense! Link til tabellen: HER

 

Janus Christensen med sort vandt for anden år i træk Odensemesterskabet i lyn. Foto: Kristoffer Dyrgaard

 

Vi ser frem til endnu en hyggelig skakdag i det fynske, når vi i morgen byder indenfor til de afgørende runder!

 

Link til live: HER

 

Link til resultater fra turneringen: HER

 

Link til FREM Skakklubs hjemmeside: HER