Carlsen, Kramnik og Nakamura ude

Oprettet: Søndag, 10 september 2017 20:35
Skrevet af Thomas Vestergaard

Allerede inden mandagens hurtigskakomkampe står det klart, at 3. runde i FIDEs World Cup var et farvel til flere af de absolutte favoritter. Verdensmester Magnus Carlsen tabte ½ - 1½ Xiangzhi Bu (2714) fra Kina efter at han lørdag med hvid tabte efter at Bu havde ofret en officer på h3. Se partiet længere nede i artiklen.

 

bu 2014

GM Xiangzhi Bu vandt Politiken Cup i 2014. Foto Thomas Vestergård

Vladimir Kramnik (2803) tabte ½ -1½ til en anden veteran, Vassily Ivanchuk (2727) fra Ukraine, mens Hikaru Nakamura (2781) måtte se sig slået med de samme cifre af russeren Vladimir Fedoseev (2731).


Flere af de andre favoritter som Fabiano Caruana, Levon Aronian, Alexander Grischuk og Anish Giri er endnu ikke sikre på at gå videre fra 3. runde, da de alle er i hurtigskakomkamp mandag kl. 13.00.

 

Carlsens nederlag i første parti:

 


3. runde vil også blive husket for en kontroversiel episode, hvor GM Anton Kovalyov rejste hjem i protest over arrangørernes behandling af ham. Kort før 3. rundes start henvender overdommer Tomasz Delega sig til Kovalyov og fortæller, at hans shorts ikke er i overensstemmelse med turneringens dress code og vil have ham til at skifte til lange bukser. Kovalyov var overrasket over denne henvendelse, da han havde haft de samme shorts på i de første to runder af turneringen. Samtidig spurgte Kovalyov overdommeren, om ikke han havde fået en forkert farve i partiet, der skulle starte kort efter. Mens Tomasz Delega undersøgte sagen om farvefordelingen, kom ECUs præsident og chef for turneringen, Zurab Azmaiparashvili, hen til Kovalyov og skulle angiveligt bl.a. have sagt, at Kovalyov lignede en sigøjner i de shorts, så det var derfor han skulle skifte til lange bukser. Kovalyov forlod derefter spillestedet og tog hjem i vrede.


De professionelle skakspilleres forening ACP (The Association of Chess Professional) har efterfølgende skarpt taget afstand fra Azmaiparashvilis opførsel i et åbent brev, der kan læses her.


På turneringens officielle hjemmeside er der et interview med Azmaiparashvili, så man også kan høre hans version af sagen. 

 

Den officielle hjemmeside: tbilisi2017.fide.com