Udmærket remis til Jesper Thybo

Oprettet: Lørdag, 24 september 2016 15:05
Skrevet af Palle Skov

Holdkaptajn Leif Kristensen skriver fra runde 3 ved Ungdoms VM, hvor pointhøsten desværre var i underkanten:


3. runde: 1-3

I U-14 spillede Filip åbningen dårligt (6.c4 i Caro-Kann) og kom hurtigt i problemer. Da han ikke forsvarede sig optimalt, blev stillingen kun værre, inden stillingen hurtigt brød helt sammen.

 

Thomas spillede sin modstander ud af banen (siciliansk med 3.b4) og førte med 2 bønder, da begge spillere kom i voldsom tidnød. Her taber Thomas desværre overblikket og stillingen på 2 træk. Et ærgerligt og helt unødvendigt nederlag, men marginalerne er endnu ikke tippet til dansk side i turneringen.

 

I U-16 spillede Bjarke med sort Benko men kommer til at stå lidt under i midtspillet. Bjarke kæmpede længe, fik udlignet og stod lidt bedre men kunne desværre kun få remis. 

 

I U-18 spillede Jesper 4-springervarianten med hvid og opnåede lidt terrænovervægt, men stillingen er nok stadig i balance. I midtspillet får Jesper et fint trick ind, der vinder en kvalitet og giver Jesper gode gevinstchancer. I fortsættelsen vælger Jesper en for materialistisk

fortsættelse, der giver sort mulighed for modspil – i stedet kunne han have fået en stilling, hvor hvids brikker dominerer helt. Alligevel har Jesper i fortsættelsen stadig gode muligheder for at vinde, men modstanderen forsvarer sig opfindsomt, og det lykkes ham hele tiden at finde ressourcer – til slut i tidnøden ender det med en trækgentagelse, hvor Jesper har 2 tårne og 2 bønder mod dronning og 1 bonde. Desværre endnu en runde hvor vi ikke fik de points, som der var stillinger til.

 

juniordanmarksmester J_Thybo
Juniordanmarksmesteren Jesper Thybo rykkede med sejren i 2. runde op i feltet i U-18 og skulle lørdag med hvid på bræt 7 møde den tyrkiske IM Sanal Vahap (2477). Det blev et udmærket resultat: remis. Foto: Thomas Vestergaard
Link til turneringen