Canada - Danmark: 3½ - ½

Oprettet: Søndag, 11 september 2016 18:45
Skrevet af Mads Boe

Canada - Danmark: 3½ - ½ 

GM Evgeny Bareev (2675) - GM Sune Berg Hansen (2595) - ½ - ½
GM Anton Kovalyov (2617) - GM Mads Andersen (2535) - 1 - 0
GM Eric Hansen (2582) - GM Jakob Vang Glud (2526) - 1 - 0
IM Tomas Krnan (2430) - GM Lars Schandorff (2515) - 1 - 0

 

GM Allan Stig Rasmussen skriver fra en runde, hvor det startede godt for det danske hold, men endte skidt:

  

Det går op og ned i showbizz
"På trods af, at der vist hver dag har været +25 grader hernede, er det utrolig lidt, de fleste af os får nydt det. Dagtimerne bruges næsten udelukkende på skak og måltider, og udenfor er kun noget man kommer, når man lige skal gå de 30 meter til eller fra bussen. Nuvel, vi krydrer da jævnligt hverdagen med en lille tur i fitness, poolen eller forbi bordtennisbordet, for lige at holde den værste lejrkuller stangen - eller afreagere… Men ellers står den på skak, skak, skak.

 

Det er en hård sport - og det er benhårdt at spille på landsholdet. Inden frokost snakkede jeg lidt med den italienske holdkaptajn, Arthur Kogan, som havde opfordret sine (endda ret unge!) spillere til at lave noget andet end skak. Han forventede generelt flere fejl i denne del af turneringen, fordi det er en lang turnering, og man bliver træt af det ekstra stress ved at spille på landsholdet. Alligevel er det noget vi alle gladelig gør og vil, for som skaknarkoman er det nu engang sjovt at være til sådan et stævne, og der er altså noget specielt ved at repræsentere sit land.

 

Efter gårdagens lange parti, sikkert i kombination med lidt maveonde, ramte jeg dog ”muren” i går, og fik derfor et meget velkomment afbræk i dag. Bevares, dagen har da stadig budt på analyser osv. (det er jo et holdstævne), men i modsætning til sidst, hvor den hovedsageligt blev brugt på at følge kampene online, blev der i dag også tanket op på kulturkontoen. Formentlig for sidste gang på denne tur. Med dagens kamp in mente, er jeg pænt glad for den prioritering, for det er både trist og frustrerende at sidde og se holdet gå ned, uden selv at kunne gøre noget ved det. Sådan er det nok også for mange af jer læsere. Husk blot gerne, at vi vitterligt knokler alt hvad vi kan for sagen - på begge de danske hold. Desværre gælder det også de fleste andre hold hernede, så indimellem går det ikke helt som man håber. Særligt dér gavner et par opmuntrende ord dog som regel voldsomt mere end kritik…

 

Nuvel, vi må til det ubehagelige: Dagens kamp mod Canada, der hidtil havde imponeret stort i turneringen. Det gjorde de desværre også i dag.

 

Sune kom hurtigt i problemer mod den tidligere topspiller Bareev, der plejede at være russer, men nu har fundet hvidere snestier i Canada, og måske derfor er blevet aktiv igen. Dejligt, men desværre også lidt ubehageligt for vort stærke førstebræt. Heldigvis er Sune den meget robuste type, og selvom han mister balancen, man skal være gevaldigt insisterende for at vælte ham helt omkuld. Det magtede selv stjernen Bareev ikke i dag, for da han endelig lavede en fejl, plantede Sune begge ben solidt i jorden igen. Sejt kæmpet!

 

Mads har længe været godt kørende, og er generelt rigtig godt forberedt. I dag skulle han dog møde en ligesindet, i form af Kovalyov (også en immigrant), der allerede havde skovlet små 20 point indtil kontoen. Ikke desto mindre vandt Mads åbningsduellen, og den skræmte modstander valgte at give en bonde, uden nær tilstrækkelig kompensation. Lidt vaklen i midtspillet lod dog Kovalyov ind i partiet igen, og derefter var det næsten som en kamp mod Stockfish (men bare rolig, ingen snyd), og det var mere end selv stærkt spillende Mads kunne hamle op med. Øv!

 

Der skulle bygges videre på Jakobs glimrende ”comeback” i går, og i dag var han armeret til tænderne. Det udløste en stor fordel på uret, samt først udligning med sort, og derefter en god chance for fordel mod den ikke-danske Hansen. Efter et spændende midtspil kom der store komplikationer omkring tidnøden, og da røgen lettede, var stillingen indenfor remisgrænsen, men i praksis nok ubehagelig for vormand - og det endte desværre også galt, hvor få ting gik vores vej.

 

Også Lars fik en god forberedelse ind, og kom ud af åbningen med en behagelig fordel. Den slags plejer han at være utrolig god til at udbygge, og det var han skam endnu engang godt i færd med. Efter en unøjagtighed blev det dog mere uklart, og modstanderen hang godt i frem til tidnøden blev overstået, hvorefter det stadig lignede en remis. Men lige i dag skulle der mere til for at få point; én fejl og løbet var kørt.

 

Alt i alt et nederlag på 3½-½, og selvom størrelsen af et nederlag er af mindre betydning, var det alligevel smertefuldt i dag. Nu slikker vi sårene, og i morgen, hvor der venter en overraskende hård ny opgave, rejser vi os igen - og kæmper til sidste bloddråbe, som ægte cortado-drikkende vikinger."

  

 

Udsigt fra tilskuerpladserne over spillehallen. Foto: Poul Jakobsen

 

Stillingen i den åbne række efter 9 runder:
1. USA - 16 matchpoint
2. Ukraine - 16 matchpoint
3. Rusland - 15 matchpoint
4. Georgien - 14 matchpoint
5. Tjekkiet - 14 matchpoint
6. Indien - 14 matchpoint
7. Canada - 13 matchpoint
---
16. Norge - 13 matchpoint
30. Island - 12 matchpoint
39. Danmark - 11 matchpoint
58. Sverige - 10 matchpoint
72. Færøerne - 10 matchpoint
75. Finland - 9 matchpoint

  

På trods af, at Danmark faldt tilbage i den samlede stilling, bliver det stadig i en stærk modstander vi står overfor i morgen mandag kl. 13:00 i form af Paraguay: 

1. GM Neuris Delgado Ramirez (2618)
2. GM Axel Bachmann (2641)
3. GM Jose Fernando Cubas (2470)
4. GM Zenon Franco Ocampos (2496)
5. FM Matias Latorre (2318)

 

Link til hjemmesiden: http://www1.bakuchessolympiad.com

 

Lin til live på skak.dk med chat: LIVE

 

Link til live på Chess24: LIVE