VM Grand Prix cyklus fornyes

Oprettet: Mandag, 06 juni 2016 19:01
Skrevet af Palle Skov

Aronian Carlsen_Norge_2016_S._HaubroTurneringssystemet, der for de allerstærkeste spillere i verden baner vej til Kandidatturneringen og den afgørende match om VM-titlen, ændres.

 

(Et forsigtigt bud på hvem der kunne spille VM-match i 2018: Aronian og Carlsen. Fotograferet af Sigfred Haubro fra Norway Chess-turneringen i år.)

 

I den kommende omgang er de indledende øvelser der fører frem til verdensmesterskabet, nemlig Grand Prix serien, ændret væsentligt:

 

18 spillere i fire schweizer-turneringer

Antallet af spillere udvides fra 16 til 24 og selve turneringsformen ændres radikalt, idet der ikke længere bliver tale om alle-mod-alle turneringer men om ni runder efter schweizersystemet. 24 stormestre skal alle deltage i tre ud af fire turneringer, så der bliver 18 deltagere i hver af de fire GP-schweizerturneringer.

 

Om det skyldes de forholdsvis mange remiser i de fire foregående GP-turneringer at man går væk fra alle-mod-alle meldes der ikke noget om. Hver spiller skal deltage i tre af de fire turneringer, og spillerne skal være fra mindst 10 lande.

 

Kandidat og VM-match uændret

I cyklussen 2016-2018 er såvel VM-match som Kandidatturnering uændret. Der skal stadig være otte spillere i Kandidatturneringen om foråret, og selve VM spilles igen i november.

 

2018-matchen har som en af deltagerne vinderen af indeværende års match i New York mellem Carlsen og Karjakin. Og det er dén modstander hele denne Grand Prix holmgang med Kandidatturnering går ud på at finde.

  

Verdensbyer ønskes

Datoerne er klar, men ikke spillestederne. Og der tales fra arrangørernes side om at det skal være med global tv-dækning, og presse i øvrigt, og man foretrækker verdensbyer - her er blandt andre nævnt Paris, London, Moskva, Beijing og Zürich.

 

Den foregående Grand Prix-serie afvikledes i byer, der alle tidligere var en del af Sovjetunionen, nemlig Baku, Tjaskent, Tbilisi og Khanty-Mansiysk. Alle fire er uomtvisteligt store skakbyer, men næppe mange vil betegne dem som verdensbyer.

 

Link til arrangørerne

 

Den første af de fire schweizerturneringer, der kan give adgang til videre deltagelse i VM-systemet, afvikles i oktober 2016. I 2017 spilles de tre øvrige i henholdsvis februar, maj og oktober.

 

Derefter er det i foråret 2018 tid til kandidatfinalen med otte spillere - ingen ændringer her - inden VM så endnu en gang bliver en novemberbegivenhed, datomæssigt fra den 10. til den 30.november.

 

Slutdatoen er i øvrigt Magnus Carlsens fødselsdag; den nuværende verdensmester vil formentlig gerne tilbringe sin 28-års dag om to år med at løfte VM-trofæet endnu en gang, men der er lang tid til, og foreløbig går vi ud fra at Carlsens tanker er koncentreret om dette efterårs match mod udfordreren Sergej Karjakin.