Nyt ungdomsinitiativ i trekantsområdet‏

Oprettet: Mandag, 07 marts 2016 15:34
Skrevet af Mads Boe

 

 

(Alle deltagerne samlet til fællesfoto efter en god dag med træning og hygge. Foto: Lene Wul)


Fra Lene Wul i Kolding har skak.dk modtaget følgende om et nyt spændende ungdomsinitiativ
i trekantsområdet:

15 ungdomsspillere var her i weekenden samlet i Nicolai Kulturkompleks i Kolding. Her blev et
nyt juniorinitiativ i trekantsområdet afviklet for første gang. Der er tale om et pilotprojekt,
hvor der arbejdes på at samle juniorer og skoleskakspillere til en række løbende træningssamlinger,
der sætter fokus på at udvikle de unge skakligt samtidig med, at de sociale bånd mellem spillerne
styrkes og dyrkes.

Træningssamlingerne er forankret i trekantsområdet, hvor der i forvejen er flere aktive juniorer,
men samlingerne er åbne for alle juniorer og skoleskakspillere – dog har hovedkredsens egne juniorer
fortrinsret. Der var da også deltagere fra hele 7 forskellige klubber, heraf de 5 fra hovedkredsen.
Ligesom der allerede er tegn på, at C-gruppen stimulerer en ny medlemstilgang til klubberne.
Der trænes foreløbig i 3 forskellige styrkegrupper med højtkvalificerede undervisere.

Gruppe A: ca. 1500-1800 rating
Gruppe B: ca. 1200-1500 rating
Gruppe C: ca. 1000-1200 rating

Til den første træningssamling var det ungdomslandstræner Mads Boe, der stod for A-gruppen,
Peter Grove – som også er kendt i skaklejr sammenhæng – der stod for B-gruppen og den lokale
Karsten Foli fra Skakklubben Springeren, der stod for C-gruppen.

Efter 5 timers intens undervisning, hvor der blev løst opgaver, talt om isolerede bønder og
introduceret til basale åbninger var der fri hygge de sidste par timer, hvor kagen, som én af
forældrene havde bagt, blev nydt.

De foreløbige tilbagemeldinger fra deltagerne har været rigtig positive – og arrangørerne glæder
sig derfor til at kunne annoncere, at der allerede er planlagt 3 træningssamlinger mere inden
sommerferien. Den næste bliver i Fredericia lørdag d. 2. april og indbydelse og tilmelding vil
være klar i løbet af denne uge fra Sydjysk hovedkreds hjemmeside.

De øvrige to træningssamlinger finder sted lørdag d. 21. maj og lørdag d. 24. juni.
Sydjysk Hovedkreds, der har støttet projektet økonomisk, har gjort det muligt at holde
deltagergebyret på et rimeligt niveau. Når pilotprojektet er færdigt vil der blive evalueret
på forløbet med henblik på at etablere et fast tilbud fra efteråret af.