Spil skak online
på Skakserver.dk


























Ungdoms VM slut
19. november 2012
Thomas Hauge Vestergård

11 runder ved Ungdoms VM i Maribor i Slovenien er færdigspillet og mens de danske deltagere er på vej hjem, bringer vi sidste referat fra juniorlandstræneren.

Af Mads Boe
Status U-VM 2012
Så er U-VM slut, og det er tid til at gøre status over en lang hård turnering.


Stolte skakdrenge (Jonas Bjerre, Filip Boe Olsen og Bjarke Kristensen) i fornemt selskab. Børnene kender Jussupows bøger fra deres daglige skaktræning. (foto: Mads Boe)

U-VM i Maribor, Slovenien er slut efter 11 hårde skakdage. Der har ikke været meget at udsætte på selve arrangementet. Hotellet har været førsteklasses, maden ganske udmærket, og logistikken med transport frem og tilbage har stort set fungeret upåklageligt.

Spilleforholdene var ikke helt tilfredsstillende, da spillehallerne godt kunne have været større. Derfor var alle - udover spillerne - også forment adgang under hele partiet, hvilket var lidt ærgerligt i forhold til at få taget billeder, da dette jo så ikke var muligt.

Omkring resultaterne må vi sige, at det gik nogenlunde som forventet, da vi næsten fik 50% samlet set i turneringen. Der var gode turneringspræstationer, men også 6½ point: Turneringens danske topscorer blev Jesper Thybo i U14 og Mads Andersen i U18.  Mads Andersens resultat var skuffende, da de seneste turneringsresultater fra Mads´side gav et velbegrundet håb om en topplacering. Desværre blev flere gunstige stillinger undervejs ikke omsat til point, og skal men ende på podiet, er der ikke meget der må gå galt. Mads blev bedst placerede dansker i turneringen på en samlet 32. plads Heldigvis har Mads næste år stadig et "sidste skud i bøssen" inden han falder for aldersgrænsen. Modsat Mads var resultatet for Jesper særdeles flot, og med en præstationsrating på knap 2200, nærmer Jesper sig hastigt de 2100 i rating. Spillet var overbevisende, med flotte taktiske pointer undervejs.

6 point: Med gode slutspurter, 2½ point af de sidste 3 runder, endte Filip Boe Olsen i U10 og Bjarke Kristensen i U12 på plusscore i turneringen. Begge har spillet ganske solidt i løbet af turneringen. Bjarke var sløj halvvejs i turneringen, hvilket jo normalt ikke giver ekstra point! Det var Filip´s første år i U10, så næste år er der absolut mulighed for en endnu bedre placering.

5½ point: Efter en lovende start med 3½ af 5, røg Bjørn Møller Ochsner i U18 ind i en dårlig stime, og det var først i sidste runde at han vandt et parti igen. Samlet resultat på 50% kan Bjørn ikke være tilfreds med, da han i den senere tid generelt har leveret stabil fremgang. I de partier jeg så, var marginalerne absolut heller ikke med Bjørn, men det er jo nok en ringe trøst.

5 point: Bagved 5 point til Emma Le Besq gemmer der sig en rigtig flot præstation. Emma overraskede sine højere ratede modstandere med kompromisløs angrebsskak, og belønningen kom i form af 72 ratingpoint på kontoen. kvaliteten af partierne er selvfølgelig svingende, når man går hårdt på, men Emma er på vej til at blive en farlig taktiker. Også Jonas Bjerre i U08 endte på 5 point. Efter 2 sejre i de første runder, var det selvfølgelig skuffende, at det ikke blev til flere point. Spillet var af meget varierende kvalitet, men kan han stabilt spille på det niveau, hvor han spillede bedst under turneringen, er der her et meget stort potentiale.

4½ point: Mads-Holger var seedet relativt lavt i gruppen, men slutscoren var meget tæt på det forventede. Mads-Holger viste god moral ved at komme igen efter en dårlig start med ½ af 3.

3 point: Thomas Thybo i U10 havde en hård debutturnering. Mange af deltagerne har været med før, og man skal lige vende sig til at niveauet er noget højere end det man er vant til. Thomas tog modgangen meget flot, og har helt sikkert fået en god ballast til næste gang han skal af sted.

Mandag morgen er hjemrejsedag, og vi rammer Danmark sidst på aftenen efter en meget begivenhedsrig tur! Tak til alle spillere samt Leif Kristensen, Tavs Bjerre, Jan Thybo, Anne Mette Andersen og Lars Schiøtz for nogle gode dage.

Mads Boe

Hjemmeside: www.wycc2012.com

Læs også:
Nyhedsbrev kvindeskak
28. december 2012
Thomas Hauge Vestergård

Den afgående kvindelandstræner Thorbjørn Bromann skriver nyhedsbrev om dansk kvindeskak.

Stem på Årets Skakspiller 2012
27. december 2012
Thomas Hauge Vestergård

Så er det for fjerde gang op til Dansk Skak Unions medlemmer at vælge Årets Skakspiller.

Jule- & Nytårsskak
25. december 2012
Thomas Hauge Vestergård

Juleferien er som altid en travl skaktid, både i udlandet og herhjemme.  Torsdag starter flere turneringer med dansk deltagelse.

Glædelig Jul!
24. december 2012
Lars-Henrik Bech Hansen

Dansk Skak Union ønsker alle skakspillere en rigtig glædelig Jul og håber at juleferien også vil give tid til at spille lidt skak.

Hovedbestyrelsesmødet den 4. november 2012
23. december 2012
Thomas Hauge Vestergård

Referatet af Hovedbestyrelsesmødet den 4. november 2012 med tilhørende bilag kan nu downloades her fra siden.

Årets Skakspiller 2012
19. december 2012
Thomas Hauge Vestergård

For fjerde gang er det op til DSUs medlemmer at vælge årets danske Skakspiller, der indtil 2008 blev udnævnt af de danske skakjournalister. Vær med til at nominere kandidater.

Jacob Aagaard kommentator til DM 2013
18. december 2012
Thomas Hauge Vestergård

Tilmeldingen til DM 2013 er åben, lige nu er kun den forsvarende mester GM Sune Berg Hansen og IM Jakob Vang Glud tilmeldt. GM Jacob Aagaard vil være kommentator ved DM 2013 sammen med Per Andreasen.

Senior - Junior 149 - 131
15. december 2012
Thomas Hauge Vestergård

Rutinen trak det længste strå ved dagens dobbeltturnering Senior mod Junior. Men det var tæt. I København vandt juniorerne, mens seniorerne var bedst i Randers.

Senior mod Junior
13. december 2012
Thomas Hauge Vestergård

Lørdag spilles der Senior mod Junior turnering i Randers og København. Begge steder vises partierne live på internettet.

Magnus Carlsen vandt i London
12. december 2012
Thomas Hauge Vestergård

Magnus Carlsen vandt London Chess Classic og sætter samtidig ratingrekord. 2861 vil der stå ud for nordmandens navn på næste verdensrangliste. Eksverdensmester Vladimir Kramnik overtager andenpladsen og er igen over 2800 i rating.

Flere artikler