Home

   Live

   Resultater

   Generel information

   Sponsorer

   Kontakt

 

 

 

 

 

 

Lørdag

3. runde: Danmark - Resten af Norden 2 -0

I morgenrunden mødte Peter Heine Nielsen den svenske stormester Emanuel Berg. I dag spillede Peter Heine ikke russisk, men lagde med 2. Sc6 op til et spansk parti. Berg valgte i stedet firspringerspil, der normalt går for at være en fredelig åbning. I dagens parti kom der dog hurtig blus på kedlerne med modsat rokade og angreb på den sorte kongestilling. Det lykkedes Peter Heine at bytte dronninger og i samme ombæring vinde en bonde. Berg fik som kompensation kontrollen over h-linien. Bergs 23. Tdh1 var en fejl, Lxf5 var nødvendigt. Med 23. -, Sf7 fik Peter Heine styrket sit forsvar og vandt i tilgift endnu en bonde. Berg forsøgte at give sin sidste springer for Peter Heines to merbønder, men slutspillet med to tårne, to bønder plus en springer til Peter Heine - og meget lidt tid tilbage - var tabt for svenskeren.

Magnus Carlsen brugte for første gang i turneringen meget tid. Magnus spillede Benkö-gambi som sort, uagtet at dagens modstander, Steffen Pedersen, har skrevet bogen "The Gambit guide to the Benko Gambit". Sort fik opstillet en Aljechin-kanon i a-linien og for første gang i partiet var det Steffen, der tog en lang tænkepause. I den gensidige tidnød troede Magnus at hvids konge stadig stod på h2, så 32. -, Sf1 var med skak. Det var det ikke, og Steffen, der stod til tab på dette tidspunkt, kunne spille det afgørende 33. Dg7+.

Flot come-back til Steffen i turneringen.

4. runde: Turneringens første remis

Magnus Carlsen - Steffen Pedersen
Magnus Carlsen spillede Caro-Kann med det usædvanlige 5. Sc5. Det gav hurtig en fordel på skakuret, men det koster også en del tempi for den hvide springer, der skal med i partiet igen fra den lidt akavede placering på b3. Partiet udviklede sig meget skarpt og publikum så mange muligheder i Steffens stilling. Denne runde var den indtil nu mest velbesøgte og Jørn Sloth kom publikum i møde med at konstatere, at der var spændende modspilschancer for sort. Men den norske stormester havde set langt og fik både en bonde og et kontraangreb ind. Her var Carlsen uhyggelig effektiv og satte Steffen mat i træk 38.

Peter Heine Nielsen - Emanuel Berg
Peter Heine valgte en solid engelsk opstilling, som den velforberedte kommentator, Jørn Sloth, aftenen før havde set Berg betegne som "trevlig" for sort. De første 17 træk kom da også næsten a tempo fra svenskeren, mens Peter Heine her var bagud med 8 minutter. Partiet kom hurtigt til at stå om feltet d5, hvor Peter Heine i træk 15 fik sat en bonde. Heine afgav løberparret for at opnå positionelle fordele. Jørn Sloth nævnte Peters forkærlighed for løberparret, bl.a. fordi man kan afgive det igen, med positionel fordel. Hvid vandt bonden på a7, men senere fandt Berg det smarte kvalitetsoffer 26. -, Txf6, der fik svenskeren tilbage i partiet. Partiet sluttede remis ved evigskak. Det er værd at bemærke, at ved ligestilling er det den indbyrdes kamp, der tæller først. Ender Heine og Berg på en delt 2. plads, er det således danskeren, der går til finalen.

Se en fin billedserie fra turneringen på Fyn Stiftstidendes side.

5. runde: Sidste runde bliver en forsmag på morgendagens finaler

Berg - Carlsen
De første 16 træk i Sveshnikov-varianten i siciliansk blev affyret som lyn og torden, og begge spillere sparede 3-4 minutter op på uret. Der tillægges jo 20 sekunder pr. træk. Partiet endte i et slutspil, hvor Carlsen havde 2 tårne og løber mod Bergs Dronning og springer. En farlig fribonde kom til c7 og de taktiske forviklinger var svære at overskue. Her spillede begge meget hurtigt, men da røgende lettede havde Carlsen en bastion, som Berg trods forsøg med kongen, ikke kunne trænge igennem.

Pedersen - Nielsen
Steffen Pedersen ofrede friskt to bønder i åbningen for udvikling og angreb. Peter Heine fortalte bagefter, at han havde vundet et lynparti - som hvid - mod van Wely for et par år siden, med samme åbning. Steffen overså en lovende forsættelse 19. Se6 og gik i en dobbelttrussel, der kostede springeren på g5. Kort efter gav han op.

Finalen i morgen står således mellem Magnus Carlsen og Peter Heine Nielsen mens Emanuel Berg og Steffen Pedersen skal spille om 3. pladsen.





 
 
 
   
 
6. Runde: Ligestilling i grundspillet

Peter Heine Nielsen - Magnus Carlsen
Nielsen og Carlsen spillede en hovedvariant i dronningindisk, der er kendt for at lede til en hurtig fredslutning. Spillerne var selvfølgelig trætte ovenpå dagens strabadser. Det er i øvrigt Magnus Carlsen, der har bestemt turneringsformen. Da Magnus henvendte sig til Svend Novrup om muligheden for at arrangere en pendant til sidste års Fibertex Cup, foreslog Novrup 3 forskellige afviklingsformer. Carlsen valgte denne hårde form med finalepartier på sidste dag.

Dronningerne blev hurtigt byttet af, men Magnus brugte meget tid og var ved træk 18 tretten minutter bagud i forhold til Peter Heine, der langsomt udbyggede en klar positionel fordel. Nordmandens store tidsforbrug forsatte og ved træk 28 havde Peter Heine hele 17 minutter mere end Carlsen. Samtidig var stillingen meget gunstig for Peter Heine. Det kom således som en overraskelse i kommentatorrummet, at samme stilling opstod 3 gange. Bagefter mente Peter Heine dog at han på det tidspunkt havde sat sin fordel over styr.

Steffen Pedersen - Emanuel Berg
Også dette parti startede som dronningindisk. Berg valgte dog den af Nimzowitsch opfundne spillemåde, La6, hvor Carlsen valgte den gamle hovedvariant med Lb7. Her brugte begge spillerne cirka lige lang tid og pludselig stod der en kvalitet til afhentning på a8. Berg valgte dog en anden tvivlsom variant, hvor Steffen sad tilbage med en springer i overvægt. Berg havde dog to bønder for den, men det voldte ikke Steffen Pedersen de store kvaler, at føre partiet til gevinst.

Der blev således ligestilling på både 1. og 3. pladsen.

Lodtrækningen gav Peter Heine hvid i første parti mod Magnus Carlsen, mens Emanuel Berg har de hvide brikker først mod Steffen Pedersen.